TO GANGE PÅ EN UGE GIK TORBEN UNDER SIN ALDER.
Uge 19 2025 blev en vigtig golf milepæl for Grenaa Klubs 78 årige Torben Bach Sørensen, i hans 33 årige golf liv.
Med 5 dages mellemrum gik Torben først en golf runde i 75 brutto og derefter en runde i 76. Begge runder fra tee 52 på Grenaa Golf bane som er en par 72 bane.
2 gange på én uge gik han altså en runde golf under sin alder på 78 år. Et stort personligt mål som Torben har haft de sidste par år.
Torben havde før de to runder et handicap på 14,5, dvs 12 tildelte slag. Torben skulle derfor gå i 84 brutto for at spille til sit handicap.
I dag har Torben et handicap på 12,4.
Torben var fra 1992 medlem af Kalø Golf Klub, inden han i 2006 flyttede til Grenaa og straks meldte sig ind i klubben her.
Både i Kalø – og Grenaa Golf Klubber har Torben spillet Regionsgolf.
De sidste par år som holdkaptajn for klubbens Superveteran A, som både i 2023 og 2024 vandt sine puljer. Sidste år var holdet i semifinalen hvor man dog tabte til de senere danske mestre.
Torben deltager i frivillig arbejdet i Grenaa Golf Klub, hvor han bl.a. med sin makker Steen Jensen er initiativtager og koordinator af den årlige “Sommergolf i Grenaa uge 28”.
Sammen driver de to også den lille Golfshop i klubben, ligesom Grenaa Golf Klubs medlemskab af XL Golf,
et fritspil-samarbejde mellem 8 midtjyske golfklubber, også var deres projekt.
Torben er medlem af 3 klubber i klubben: “BK95”, dvs. BowlingKlubben årgang 1995, idag udelukkende en golfgruppe med 9 medlemmer, “Legends Tour” med 12 selvbestaltede legender der spiller hver tirsdag samt “Miksturen” med 11 ægte/kæreste par.
Så der er rigelig med golfaftaler i Torbens kalender.
Sejt gået Torben.
