Regionsgolf

Danmarks største holdturnering for klubgolfere

Mange golfspillere har på et tidspunkt dyrket en eller anden form for konkurrence idræt, og savner spændingen og intensiteten ved konkurrence og ved at deltage på et hold. Her er regionsgolf et super tilbud til den almindelige klubgolfer over 21 år.

Turneringen 2019, med ca. 10.000 deltagere, er i fuld gang. Der spilles i mange forskellige rækker lige fra hcp. 4,5 og opefter. Grenaa Golfklub deltager i år med 4 hold, nemlig i B rækken med Rita L. Jakobsen som kaptajn, i Veteran B. med Kim Nielsen, i Super Veteran A med Anthony Bjerregaard og i Super Veteran B med Jørgen Katholm.

For at spille i B rækken er kravet ikke under. hcp. 11,5, i Veteran B min. 60 år, i Super Veteran min. 70 år.

Et hold består af 2 damer og 4 herrer. Der spilles hulspil med 1 damesingle, 3 herrer singler og 1 mixed foresome. I singlerne spilles om 2 points og i mixed foresome om 3 points. I alt 11 points. Det vindende hold får 2 kamppoints. Der er således tale om både individuelle matcher og holdmatch.

I de enkelte rækker spilles puljekame med 3 udekampe og 3 hjemmekampe. Kampene afvikles generelt i en meget hyggelig atmosfære og efter matcherne spises sammen, idet der er tradition for at vinderne ”giver øl”.

Regionsgolf spilles fra april til juni. Efter sommerferien spiller puljevinderne om landsdels mesterskaber i øst Danmark og vest Danmark og til slut spilles om danmarksmesterskabet.

Resultaterne for holdene fra Grenaa:

Holdet i B rækken kan se frem til en særdeles spændende afslutning. Rækken føres af Lübker der efter 4 kampe har seks points, skarpt forfulgt af Grenaa der har fire points for kun 3 spillede kampe. Indbyrdes har Grenaa slået Lübker. De resterende hold i rækken er Kalø med tre points og Norddjurs med et point.

Holdet i Veteran B han vundet tre kampe af fire spillede kampe og ligger på førstepladsen sammen med Norddjurs med 6 points. Randers har to points og Ebeltoft 0

Holdet i Super Veteran B har vundet de 4 spillede kampe og fører puljen med 8 points foran Hammel der har 4 points og Norddjurs og Markusminde, som begge har 2 points.

Holdet i Super Veteran A har vundet to af fire spillede kampe og ligger på andenpladsen i puljen der føres af Hammel. De to øvrige hold i puljen kommer fra Kalø og Århus.

I kan alle følge holdene ved at gå ind på følgende hjemmeside: http://rgd.dk

Find den pulje der interesserer dig, du kan se hvornår og hvor de spiller samt resultater og kampkort.

Du kan også læse meget mere om den fantastiske turnering hvor man spiller fremmede baner ganske gratis og møder nye og spændende golfere.